MY GREEK ANCESTORS

En dokumentarisk forestilling om demokrati, nazisme, økonomisk krise, voldelige overfald og vores allesammens blinde øje.

 

”My Greek Ancestors” beskæftiger sig med skyggesiderne i den menneskelige hukommelse. Den er det dokumentarprogram, der aldrig blev vist på fjernsyn; men nu spilles live på scenen foran publikum.  

Grækenland er demokratiets vugge, og vi danskere har en helt særlig forkærlighed for landet. Hvert år besøger over 220.000 danske charterturister Grækenland, nyder sandstrandene, spiser en omgang kalamari og skyller det hele ned med ouzo. Hvad de færreste danskere oplever er, at demokratiets vugge er rystet i sin grundvold. Grækenland er på alarmerende vis truet af social uro, lovløshed, Europas højeste ungdomsarbejdsløshed og en økonomisk nedtur, der kan ende med at kaste grækerne ud i en statsbankerot. Samtidigt vokser ekstremismen dag for dag med fremgang til det højreekstremistiske parti Golden Dawn.

For at forstå skyggesiderne af de solrige badestrande og den græske krise har Tommy Nielsen i over to år været på rejse ind i Golden Dawns verden af propaganda, fremmedhad, politisk fremgang og nazidyrkelse. I ”My Greek Ancestors” forsøger han via grusomme fakta og sande historier at gøre os klogere på, hvad det er for mekanismer, der i krisetider sletter vores kollektive hukommelse, forfører os og får nogle mennesker til at slutte op om højreekstremistiske ideer. 

Det hele bindes sammen via vidneberetninger fra flygtninge og indvandrere, der de seneste år har været udsat for racistisk motiverede voldelige overfald i Grækenland. Beretningerne bliver speaket af en række kendte stemmer, bl.a. radiovært Nis "Danmarksmester" Boesdal, Aarhus’ Borgmester Jacob Bundsgaard, komikeren Carsten Eskelund m.fl.

Forestillingen er iscenesat i Tommy Nielsens unikke format af en hybrid imellem sandfærdig storytelling og teater. Formatet høstede senest stor succes i den anmelderroste forestilling "Revulo hvad for noget?", som var en personlig beretning om det arabiske forår. 

MEDVIRKENDE: Tommy Nielsen